Ved årsskiftet overtager Port of Aalborg driften af containerterminalen i Østhavnen fra Royal Arctic Line, men allerede nu har havnen indgået et stærkt, strategisk partnerskab med ProTruck om den videre drift og udvikling af containerterminalens værksted og tilhørende materiel.
– Vi er rigtig glade for at indgå dette partnerskab med ProTruck, som vi forventer os meget af. ProTruck er én af Danmarks største leverandører af gaffeltruck, terminaltraktorer, specialmaskiner og øvrige logistikløsninger, og vi er overbeviste om, at de kan udvikle værkstedet i en retning, som passer ind i de vækstplaner, vi har for terminalen, siger Kristian Thulesen Dahl, adm. direktør hos Port of Aalborg.
Fyldte ordrebøger har medført et behov for yderligere kapacitet, og det har været et bevidst valg at vælge netop Aalborg havn som ny lokation.
– Placeringen på Aalborg havn er meget attraktiv for os, fordi vi kommer tæt på det nordjyske marked, hvor vi dels har mange kunder, men hvor vi også ser stort vækstpotentiale. Der er grobund for en stærk forretning i Aalborg, og kombineret med Port of Aalborgs planer for containerterminalen skønner vi, at der er potentiale til 10-20 medarbejdere inden for få år, siger Michael Laursen, adm. direktør hos ProTruck.
Afgørende for containerterminalens udvikling
ProTruck overtager hele værkstedsbygningen ved terminalen, hvorfra de mange service- og reparationsopgaver kan løses for nye og eksisterende nordjyske kunder. Her vil der fremover ikke kun blive repareret diverse maskiner og materiel, men også containere i relation til containerterminalen.
– Det har været et krav fra os i indgåelsen af partnerskabet, at brugerne af terminalen har mulighed for at få repareret og serviceret containere, når de benytter terminalen. Og den ekspertise bidrager ProTruck med, siger Søren Bæk Christensen, Director of Operation hos Port of Aalborg, og fortsætter:
– Men det har også stor betydning for os, at ProTruck overtager det kørende materiel og samtidig tilfører deres egen maskinpark, som er nødvendig for at drive og udvikle containerterminalen. Og ikke mindst, at ProTruck fokuserer på løbende at overgå til grønnere materiel for at gøre driften mere bæredygtig. Netop et maksimalt fokus på bæredygtighed er en højt prioriteret målsætning i udviklingen af containerterminalen i Aalborg.
Samarbejdsaftalen mellem Port of Aalborg og ProTruck træder i kraft d. 1. januar 2023, men allerede nu er forberedelserne i fuld gang. Læs mere om Port of Aalborg og aktiviteterne på havnen her.
ProTruck har været på en enestående vækstrejse og er i dag én af Danmarks største leverandører af gaffeltrucks, terminaltraktorer, reachstackers og øvrige logistikløsninger med en årlig omsætning på over 400 mio. kr.
Denne markedsposition er opnået på bare ti år siden starten i 2011. Nøglefaktorerne har været en kombination af de helt rigtige medarbejdere og en konstant indsats på høj kvalitet i både produkter og service.
I dag er vi 100+ dedikerede medarbejdere, der hver dag arbejder for at skabe værdi for vores kunder.
Grundlagt | 2012 |
Antal medarbejdere | +100 |
Regionale værksteder | 6 |
Udekørende serviceteknikere | +35 |
Årlig omsætning | Over 400 mio DKK |
Areal | +14.000 m2 faciliteter |